Visible mending og broderi kursus

Du er velkommen til at kontakte mig,, hvis du ønsker et skræddersyet kursus.

NB. Hvis kurset skal afholdes i Jylland, kræver det at I tilbyder en overnatningsmulighed og betalt transport.

Om Arvestykke

Jeg, Louise Linder, arbejder med at formidle håndarbejde og give gamle teknikker nyt liv i nutidige projekter gennem instagramprofilen @Arvestykke. Med fokus på genbrug, håndværk og langsomhed inspirerer jeg til at se værdien i det, vi allerede ejer og skrue ned for forbruget. 

Bag projektet @Arvestykke undersøger jeg, hvordan tekstiler bærer historier og hvorfor det er værd at passe på det.

Jeg har erfaring fra modebranchen og kreative værksteder og er uddannet tekstilformidler fra Håndarbejdets Fremme og designteknolog fra KEA. 

Jeg underviser fast på FOF aftenskole i broderi og syning med fokus på genbrug.  Derudover har jeg undervist på Skals Højskole, for en fagforening og Ingrid Jespersen Gymnaisum.

Drømmer du om at give dit tøj nyt liv – med nål, tråd og kreativitet?

På dette hyggelige begynderkursus får du en introduktion til broderi og visible mending, hvor vi kombinerer håndværk, bæredygtighed og fordybelse. Gennem fælles øvelser og individuel vejledning lærer du at dekorere og reparere både vævet stof og strik med enkle, smukke sting.

Det handler ikke om at nå i mål, men om at finde ro i processen – og tage hjem med nye teknikker og inspiration.

Gennem fælles gennemgang og en-til-en-vejledning lærer du at brodere, så du kan dekorere og reparere både vævet stof og strik (visible mending). Det bliver en hyggelig dag, hvor vi kommer helt ned i gear.

Afhængig af tempo kan det ikke garanteres, at du står med et færdigt resultat efter kurset. Kurset skal derfor ses som en introduktion, der gør dig i stand til at fortsætte hjemme.

Program

  • Oplæg om genbrug, produktion af beklædning og underviserens erfaring fra mode- og tekstilbranchen som designteknolog og tekstilformidler.

  • Introduktion til grundlæggende materialelære.

  • Øvelse: Basale broderisting (kontursting, stikkesting, franske knuder m.m.).

  • Øvelse: Broderi som motiv. Vi broderer et kirsebær.

  • Øvelse: Visible mending herunder scotch darning til strik og lærredsstopning til vævet stof.

  • Fri leg. Fortsæt øvelser eller reparer/dekorér dit medbragte tøj.

Værd at vide

Du skal selv medbringe og betale udgifter til materialer. Kurset er for begyndere, der gerne vil lære at brodere og reparere.

Medbring

Til øvelserne:

  • Et stykke ensfarvet bomuldsstof fx bomuldslærred eller et stykke fra et lagen. Stykket skal være større end din broderiramme.

  • Saks

  • Broderiramme, Ø12 cm (fx Søstrene Grene),

  • Broderigarn af bomuld

  • Prym broderinål, spids str. 18-22 (fx Selfmade),

  • Nåletrådere (de går let i stykker),

  • Forsvindingstusch, som forsvinder med vand,

  • Tegneredskaber og papir (gerne en tynd kuglepen),

  • Madpakke, snacks og noget at drikke.

Efter eget behov:

  • Uldbroderigarn og nål uden spids, hvis du vil reparere uld.

  • Vandopløseligt stof og knappenåle (fx Selfmade), hvis du vil brodere på mørkt stof.

  • Briller, hvis du bruger dette normalt.

  • Tøj, du vil reparere eller dekorere (de blå franske arbejdsjakker er rigtig gode til formålet).

  • Stoppeæg og en madelastik, hvis du vil stoppe strømper.

  • Broderiramme, Ø8 cm, hvis du vil brodere på ærmer.

Se mit faste kursus her